We learn as we go...

Jeg kalder med stolthed mig selv evighedsstuderende. Jeg er evigt nysgerrig og søgende efter den dybere mening og dybt passioneret omkring menneskelige udviklingsprocesser. Jeg begejstres af den naturlige alkymi, der ubetinget altid skaber helbredelse, sundhed og balance, når blot vi sørger for ikke at stå i vejen med vores menneskelige hang til kontrol, styring og bedrevidenhed. Naturen er vores læremester!

Som gode gamle Kirkegaard engang skrev, så er vi nødt til at gå den lange vej selv, før vi kan vise andre vejen! Det sætter jeg en ære i selv at leve op til. I walk my talk... I practice what I preach... og jeg bliver selv klogere, for hver eneste klient, der sætter sig i min stol.

Med afsæt i pædagogisk grunduddannelse, har jeg siden 2005 været på en rejse igennem livet, som har vist sig både at være en personlig, spirituel og faglig uddannelsesrejse...

Jeg har haft min gang på ID Academy hos Ole Vadum Dahl igennem en længere årrække, hvor jeg har uddannet mig ID lifecoach og spirituel mentor, samt efterfølgende fungeret som assistent for Ole på flere mentorhold. 

I samme periode begyndte jeg aktivt at integrere fysisk sundhed i min personlige proces og oparbejde en sund kropsbevidsthed. Jeg uddannede mig derfor sideløbende Kost- og Sundhedscoach, samt Les Mills instruktør i både BodyCombat og BodyFlow. Denne del af min vej, blev et vigtigt fundament for min holistiske forståelse af samspillet mellem krop, sind og ånd. Alle dele er ubetinget lige vigtige, for at den samlede balance og sundhed kan indtræde både fysisk, psykisk og mentalt.

Min dybeste passion for de sessioner, jeg primært udbyder idag, er dog vokset med forståelsen af, hvordan vi mennesker i høj grad er styret af vores underbevidsthed. Det har været en drifkraft for mig ift. at videreuddanne mig som behandler indenfor både EFT - Emotionel Freedom technique, Matrix reimprinting og Shadow Facilitator.

I perioden 2014-2018 valgte jeg kun at have klienter som bibeskæftigelse, da jeg fik tilbudt et fuldtidsjob som coach og mentor for en stor privat aktør for jobcentrene. Jeg fungerede som fast tilknyttet coach og mentor igennem lange forløb, for den tungeste gruppe af borgere, der kæmper med misbrug, fysiske og psykiske lidelser, og derfor er udenfor arbejdsmarkedet. Det blev igennem mit job bekræftet for mig, at disse mennesker alle havde en røde tråd tilfælles. De er vokset op med omsorgssvigt af svær grad, og har voldsomme traumer med i bagagen. Et faktum, som der ikke tages højde for i systemet, og derfor ikke er ressourcer til at fokusere på, i den hjælp de tilbydes. Fokus er kun på at hjælpe dem til en placering på arbejdsmarkedet. Jeg valgte at stoppe. Jeg følte mine ressourcer og evner gik til spilde, fordi jeg skulle holde mig indenfor rammerne af, hvad en coach tilbyder. Jeg måtte ikke yde borgerne den behandling, som jeg ellers er kompetent til. 

Jeg startede derfor min virksomhed op på fuld tid igen, nu med en væsentlig tungere balast og erfaring ift. livets mere alvorlige skæbner. En del af min ungdommelige naivitet som coach, var blevet skrællet af mig.

Sideløbende har jeg personligt valgt at dykke dybere i min egen underbevidste forståelse i ceremonielle sammenhænge med forskellige plantemediciner. I naturen gror unikke planter, der virker som aktiv medicin på både fysiske og psykiske ubalancer. Planteriget har været menneskets medicin i flere tusinde år, men alene de sidste 100 år, er det blevet ukendt for de fleste, at medicin ikke behøver være kemisk fremstillet, for at have en helbredende virkning. Der forskes i denne tid meget i, hvordan forskellige planter med bevidsthedsudvidende virkning, kan skabe dybt transformerende indre oplevelser og åbne døren for opløsning af traumer og komplekse mønstre, som ligger gemt i det ubevidste. Særligt ift behandling af depression og PTSD viser den nutidige forskning meget lovende resultater. Jeg har i dyb respekt og ydmyghed, oplevet på min egen krop, hvordan nogle af disse plantemediciner har været livstransformerende for mig selv, ift. mine egne ubevidste mønstre. 

I foråret 2019 rejste jeg til Bali og gennemførte en længe ønsket uddannelse som yogalærer og breathwork facilitator på Shamanic Yoga Teacher Training i Yoga Barn, Ubud. Jeg har dyrket yoga igennem mere end 10 år, og følte mig kaldet til at tage denne uddannelse. Jeg fik ligeledes mulighed for at gøre mig fortjent til en titel som Ordained Shamanic Minister, hvilket betyder, at jeg i USA lovligt kan stå for vielser, begravelser og andre spirituelle ceremonier. Det er en anden sag at blive godkendt til at vie folk herhjemme i Danmark, men jeg vil fremover tilbyde at facilitere betydningsfulde ceremonier, skræddersyet efter de særlige ønsker folk måtte have til f.eks. deres bryllup eller andre overgangsritualer. Jeg har tidligere haft den ære, til gode venners bryllup, hvilket blev en helt særlig oplevelse for mig. 

Jeg lever nu af mit selvstændige virke som alsidig alternativ behandler, på baggrund af alle mine uddannelser, kurser og mangeårige erfaring. De fleste af mine klienter vælger at investere i et forløb, hvor de igennem en periode arbejder i dybden med deres egne mønstre. Personlig udvikling tager tid, da det virkelige arbejde sker i perioderne imellem sessionerne, hvor man skal hjem i de vante rammer og bryde mønstrene for at integrere læringen og de forandringer man ønsker sig. Jeg oplever dagligt mennesker give slip på det gamle og løbende give plads til at et nyt liv folder sig ud som integrerer sig i deres liv og hverdag. Det gør mig dybt ydmyg og taknemmelig for at min egen lange rejse har bragt mig hertil hvor jeg er idag. Jeg lever at min passion og mit kald. Privat og personlig er blevet til professionel. Det er livets gave og den dybeste mening for mig. 

Nedenfor vil jeg dykke længere ned i min private fortælling, og dele mine erfaringer ift hvordan jeg selv har formået at forvandle min smertefulde bagage til frihed og visdom indtil nu... en evigt udfoldende rejse...

The spiral path!

Turn your wounds into wisdom...

Jeg mærker dyb inspiration til at dele min personlige historie her på min hjemmeside. At afsløre MIN indre sandhed. Men straks opstår et dilemma imellem mit hoved og mit hjerte - det skal jo være kort og godt, siger de kloge markedsføringseksperter! Men hvis jeg skal være tro mod mig selv og min sandhed, så ved jeg allerede nu, at jeg ikke kan gøre det kort. Fordi jeg er her ikke for at markedsføre mig. Jeg er historiefortæller i hjertet, og jeg har erfaret, at mine beretninger inspirerer og vækker genkendelse i andres hjerter. Derfor vælger jeg her, at dele min historie, som den nu vil fortælles, og så har jeg tillid til, at den læses af de rette modtagere. Hvis det er dig, så håber jeg du vil åbne dit hjerte for min fortælling, og mærke min energi imellem linjerne, og den ærlige sårbarhed, som vores sande styrke udspringer af. 

Jeg blev født ind i denne verden i 1979 og blev givet navnet Pia Brøndum. Jeg var en ønsket, elsket og ventet datter, allerede inden jeg blev undfanget. Mine forældre havde tre år tidligere bragt min bror til verden, og ventede nu kun på mig til at fuldende vores lille familie firkløver. De første tegn på min mors autoimmune sygdom viste sig ved min fødsel. Det varede to døgn og hun endte med at gå i iltchok og blive helt blå umiddelbart efter jeg var kommet til verden. En utryg start på livet.

Min barndom var stærk præget af min mors svære sygdom. Der gik flere år med frygt og fortvivlelse, før det lykkedes lægerne at stille en diagnose. Myastenia Gravis lød dommen. En kronisk autoimmun sygdom som helt forenklet betyder at hendes hvide blodlegemer (som ellers er kendt som the good guys) vender sig imod hende og svækker hende i stedet for at styrke hende. Hun mister derfor enormt hurtigt sin energi og muskelkræft. Hun var meget syg igennem hele min barndom, og opholdte sig ofte i sengen med iltmaske eller i lange perioder på sygehus, hvor vi kørte fra Kolding til Odense og besøgte hende hver eneste aften - uden undtagelse. Jeg ville helst være omkring hende og passe på hende. Jeg var den lille hjælper. Den gode pige, som kunne aflæse enhver stemning i familien og mærke min mors behov. Jeg havde derfor svært ved at sidde i skolen, hvis jeg hørte en ambulance i nabolaget, og ville hellere være hjemme end at gå på fritidshjem. Jeg måtte passe på min mor!

Min far var en meget ordentlig mand, men følelsemæssigt meget privat. Han arbejdede meget og havde sine stærkt forankret principper at leve efter. Hans livsformål var at skabe den familie, som han ikke selv havde haft i sin barndom. Han havde derfor ikke haft nogle kærlige rollemodeller at lære af. Han var en kærlig far, men samtidig en meget principfast mand og en hård opdrager. Den store familiebeskytter, som gerne ville lære mig om ansvar og fornuft. Hans beslutninger udsprang altid af konsekvensberegning, fremfor hjertefølt passion. Han fik bare en datter som fungerer lige modsat, hvilket skulle tage mig mange år at finde ud af...

Jeg har på min udviklingsvej fordybet mig i begrebet medafhængighed, da det åbenbarede sig for mig, som det første punkt på min vej. Et udtryk for de mønstre der opstår i et barn, når man vokser op i en dysfunktionel familie, der er præget af enten alkohol/stof misbrug, fysisk eller psykisk sygdom. Barnet lærer helt naturligt at lukke af for at mærke sine egne behov, fordi dysfuktionen i familien altid vil gøre det vigtigere, at mærke de andres behov og tilpasse sin adfærd til dem, for at gøre en utryg verden så forudsigelig som mulig. Det medfører tendens til kontrol, perfektionisme, symbiose, redder-syndrom, angst og depression.

Uanset hvor gode intentioner mine kærlige forældre har haft for mig, og at alt hvad de har gjort for at skabe et trygt familieliv, har været efter deres bedste evne - Så ændrer det ikke, at vores omstændigheder skabte det omtalte mønster i mig. Min mors kroniske sygdom og min fars egne mønstre, som et svigtet barn, blev til en væsenligt dysfunktion i min opvækst. Jeg blev den lille redder i familien, som alt for tidligt tog et stort ansvar på mine skuldre.

Dette mønster gav ubevidst udslag i mit valg af partnere, da jeg blev en ung kvinde. Da jeg flyttede hjemmefra i starten af 20'erne og naturligt brød ud af min symbiose med min mor, ledte jeg meget tidligt efter kærester, som var klar til at lege familie. Flytte sammen. Få katte. Tale om at få børn tidligt. Det var mit indlærte billede af det fornuftige og korrekte liv. 

Men set i bakspejlet har jeg forstået, at jeg ubevidst ledte efter en mand som kunne træde ind og tage del i de rollemønstre, jeg har været vidne til hele min opvækst. Altså en mand som kunne være forsørgeren og kaptajn i mit liv. En mand, jeg kunne gøre mig afhængig af, som min mor ufrivlligt var blevet af min far pga hendes sygdom. Jeg følte en længsel efter at blive guidet igennem livet, af en som kunne tage beslutningerne for os begge. Jeg havde jo ikke lært at mærke mine egne behov, og fandt derfor tryghed i lynhurtigt at uselvstændigøre mig selv og smelte ind i mine kæresters drømme og mål. Jeg mistede mig selv ind i forholdet.

Så længe de ville indgå i symbiose med mig og lege far, mor og børn, så var jeg klar til at være den pleasende kæreste, der ville gøre ALT for at dække deres behov og glatte ud for at bevare den gode stemning. Jeg lagde låg på min indre stemme og mistede mig ind i ham for at blive et vi. Interessant nok afslører astrologien mig her. Mit blueprint i dette liv med ascendaten i vægten, fortæller at jeg som sjæl har valgt, at min primære træning og læring handler om at udforske de dybe mekanismer i nære relationer. Du og jeg. Vi. Ligeværd. Balance. 

Hvordan vi som mennesker connecter dybt med hinanden uden at miste os selv ind i relationen. Hvordan man lærer at blive på sin egen banehalvdel og ære sine egne behov, samtidig med at kunne være dybt empatisk og støttende ind i andres virkelighed. Deep connection in loving de-tachment. 

Min læringsvej ind i ligeværdige relationer har derfor budt mig, at være udsat for langvarige forhold med mænd, der har udsat mig for utroskab og løgne. Så ufattelig mange løgne der spandt et net af et skrøbeligt fundament under mig. Jeg var nem at lyve for, fordi jeg naivt insisterede på at bevare den gode stemning for enhver pris. Fordi jeg altid håbede på, at den lille stemme i mit indre, som vidste at noget var off, bare byggede på frygt, og jeg en skønne dag ville få bugt med den. Og så ville alting blive godt, fordi det var jo bare mig, der var kontrolfreak og mistroisk, og skulle lære at få styr på mig selv...

Idag forstår jeg, at universets naturlove altid søger balance imellem modpolerne. Lys og mørke. Liv og død. Vi tiltrækker i energien præcis den type partner der matcher vores egne mønstre. Som kan give os de læringer, der vækker os!

Løgne bliver altid afsløret. Filmen knækker når energien ikke kan bære løgnen længere. Sandheden springer op til overfladen, som en badebold der er blevet holdt under vand med magt længe nok. Og vi ved det inderst inde godt. Vi vidste det godt inden det skete! Vi oplever ganske vist at få et chok når afsløringen rammer os, men inderst inde falder alle brikkerne i puslespillet pludselig på plads. Fordi der har været tegn. Masser at tegn. Som vi enten har ignoreret eller bortforklaret, fordi sandheden ville bringe en dominoeffekt med sig af konsekvenser i vores daglige liv, som var for store at erkende og rumme. Men sandheden sætter os altid fri! Fri af de snærende bånd, der fanger os i løgnens magtesløshed og fastlåser universets flow af energi og naturlig udvikling og ekspansion. 

Jeg blev mor til en vidunderlig lille dreng som 24-årig, men jeg stod allerede et lille år senere med ham alene på armen, fordi den romantiske illusion bristede, da sandhedens badebold fløj op til overfladen. Jeg stod derfor som 25-årig, enlig mor, fraskilt, knækket og med en erkendelse af, at være medafhængig. Det blev til en DYB motivation i mig og her startede min vej for alvor ind i terapiens verden. En lang proces med at afsløre mine egne mønstre, skygger, illusioner og begræsende overbevisniger tog sin begyndelse. 

10 år senere - og væsentlig mere bevidst om mig selv og efterhånden temmelig erfaren ind i den alternative verden med forståelse af hvordan krop, sind og psyke hænger sammen - tog mit liv endnu en drejning...

Min far fik konstanteret aggresiv fremskreden prostata cancer. Det kom som et chok for mig, og min umiddelbare reaktion var at fortælle min far ALT om min tilgang til krop, sygdom og sundhed. Det blev tydeligt for mig på daværende tidspunkt, at jeg i de sidste 10 år, ikke havde haft modet til at bekende mig ærligt og sårbart overfor mine forældre angående den vej jeg havde valgt at gå. De vidste jeg var coach, men alt det  alternative og spirituelle, undlod jeg at nævne. Jeg var bange for at blive dømt udenfor fællesskabet, fordi jeg var gået mine egne veje, og nu fremstod som "hende den alternative" som andre måske synes virker lidt skør.

Men nu hvor det pludselig handlede om min fars helbred, liv eller død, følte jeg intet andet valg, end at åbne op for min tro og viden om kost, metamedicin (traumers årsag til fysisk sygdom), stress og healing. 

Min far lyttede. Han var skeptisk. Men han lyttede. Han var selv villig til at gøre alt for at blive helbredt. Han bad om læsestof, som han kunne fordybe sig i, og det varede ikke længe, før han ændrede sin kost og alle sine vaner fra dag til dag. Uden slinger i valsen. Han levede ultra sundt. Han blev økologisk. Han blev sådan en der juicede grøntsager og droppede sukkeret. Han blev opereret i Tyskland og sygdommen blev holdt i skak. Ingen tvivl om at hans egen indsat og sunde livsstil bremsede den aggresive spredning i en lang periode og han forlængede sit liv betydeligt. Men hele dette fokus skabte samtidig en åbning til en kærlig relation på et helt nyt niveau mellem min far og jeg. Mange lange dybe samtaler åbnede sig imellem os, og han begyndte for første gang i sit liv at sætte ord på alle de tunge og traumatiske oplevelser han bar rundt på fra sin opvækst som plejebarn.  Det healede både ham og jeg på et dybt plan, at åbne op for sårbarheden i vores dybe møde. Far og datter connectede dybt.

Min far overlevede i 5 år, hvor han blev uendelig meget klogere på sig selv og sin indre sandhed pga. sygdommen og alt hvad den satte igang. I foråret 2018 blev hans tilstand væsentlig forværret og han begyndte selv at erkende, at det var begyndelsen på enden. Jeg følte mig dybt kaldet til at tage med ud på hans sidste rejse ved hans side, og hjælpe ham med at komme så godt afsted som muligt fra denne jord. Jeg forlod mit daværende fuldtidsjob som coach og fik bevilget plejeorlov på fuld tid pr. 1. juni. Det føltes som en meget rigtig og smuk beslutning, men jeg var på daværende tidsunkt ikke klar over, at jeg var ved at begive mig ud på mit livs hårdeste rejse indtil nu. For så ved jeg ærligt talt ikke, om jeg havde gjort det. Min fars sidste tid blev lang og svær for ham. Han ønskede at dø hjemme og min mor og jeg passede ham i fællesskab, mens livet langsomt ebbede ud af ham. Jeg gav ham mange behandlinger igennem processen og han udtrykte en dyb taknemmelighed for den lindring og beroligende effekt min tilstedeværelse og mine healende hænder havde på ham.

Men mit eget liv blev sat på standby og jeg blev hvirvlet tilbage til at genopleve mine barnemønstre, hvor jeg tilsiddesatte mine egne behov, for endnu engang at tilpasse mig min syge forælders behov. Nu var det bare min far og ikke min mor. Men samtidig skete dybe psykologiske processer imellem mine forældre, som efter så mange års samliv i sygdom nu skiftede roller. Mens livet ebbede ud af min far, blev min mor langsomt forberedt på et selvstændigt liv som enke, efter hun igennem 48 års ægteskab har været dybt afhængig af min fars støtte og forsøgelse. Det har vist sig, at min mor er umådelig sej til at gennemgå dybe forandringsprocesser, og det bliver tydeligt for mig, hvor meget hun som min rollemodel, ubevidst har lært mig, om at håndtere sig selv, som menneske igennem vores kriser i livet.

Jeg havde mange lange samtaler med min far om døden og hvad der mon venter os på den anden side. Min far var en meget videnskabeligt funderet mand, og troede ikke ummidelbart på andet, end hvad vi kan tage at føle på. Jeg derimod har igennem mine mange års personlige og spirituelle udvikling lært at mærke, sanse og arbejde med energi, og er ikke i tvivl om, at der er langt mere mellem himmel og jord, end vi kan begribe med vores menneskelige forstand. Men det hjalp min far igennem processen, at tale med mig, om alt hvad jeg tror på, og han fandt trøst i, at det måske er sandt, at der ventede ham en ny begyndelse på den anden side af det tynde slør imellem vores verdner.

Min far forlod sin krop den 22. november 2018 og en lang rejse på både hans, min mors og min egen udviklingsvej endte.

Kort efter min fars død gik flere dybe processer igang i mig. Det kom egentlig lidt bag på mig, fordi jeg havde været så nærværende igennem hele processen - både ift. hans proces, min mors udvikling og ikke mindst healingen af mine egne dybe mønstre. Men jeg følte at "noget" dybt i mig døde sammen med ham. Den lille pige som altid har kæmpet for sin fars kærlighed og anerkendelse, skulle pludselig ikke kæmpe mere. Jeg følte, igennem min fars sidste tid, hans ubetingede dybe kærlighed, anderkendelse og stolthed af mig og den vej jeg har valgt at gå. Men jeg oplevede pludselig, at jeg ikke kunne rumme, at bære hans efternavn længere. Det var en stærk følelse, som jeg ikke kunne ignorere. Navnet har min far fået fra sin plejefamilie, som jeg aldrig har mødt, og det mindede mig pludselig kun om alle de traumatiske oplevelser, han havde delt med mig om sin barndom. Jeg havde brug for at gøre mig fri af fortiden og starte på en frisk i mit eget liv.

Jeg satte derfor lidt modvilligt gang i processen med at skifte navn. Det endte med at blive en langt dybere personlig proces end forventet, men når man har lovet sig selv troskab til det, der føles sandt indefra - ubetinget af frygten for, hvad ens omverden vil tænke om det. Så er der ingen vej udenom!

Jeg kalder mig nu Freyiia Milléh og ventede næsten et år på godkendelsen af mit efternavn, da jeg selv har nydannet det. Det føles helt rigtig for mig, men har blot sat gang i endnu en dyb personlig proces, hvor alt det gamle der lå i mit tidligere navn renses ud og jeg træder mere og mere ind i "mit nye jeg".

Jeg kan mærke, at jeg som Freyiia er langt mere handlekraftig, end jeg som Pia nogensinde har været. Medafhængiheden bliver renset ud med navneskiftet, og jeg er som Freyiia god til at sætte grænser, mærke mine egne behov og skabe det liv JEG drømmer om. De kommende år kommer til at handle om mange flere dybe indre rejser for mig. Jeg har modigt valgt at følge mit hjertes kald ind på en shamanistisk udviklingsvej, hvor jeg arbejder med energier, dimensioner, plantemediciner, astrologi og ceremonier. Det føles som at komme hjem - og som om jeg har gjort præcis det, i rigtig mange liv før dette :-)

Det glæder mig dybt, at du har læst min beretning, og jeg håber den har spejlet dig, rørt dig eller måske provokeret dig... - Uanset hvad der har rørt sig i dig undervejs, så ved jeg, at enhver reaktion i dig, kan føre til nye tanker, følelser og opvågning til næste lag i din indre sandhed, som kalder på at blive åbnet op nu. 

Kærligst Freyiia